Sensationel sejr mod BSV – NH vinder 31-30

NH ankom til Silkeborg i rigtig godt tid, idet de allerede landede ved Jysk Arena tre timer før kampstart. Det betød dog intet, at de havde været i så god tid, måske tværtimod, idet holdet spillede en utrolig flot kamp mod BSV, og alle deres ”stjerner”.

I en næsten fuld arena – 1909 tilskuere – blev kampen fløjtet op og NH bragte sig foran med 0 – 1 ved Johan Meklenborg og kampen i gennem skulle de vise sig, at Johan rigtig havde fået stillet sigtekornet ind, idet han i alt nettede 11 gange.

Efter de første 10 minutter var NH foran 4 – 6. Efter et kvarter fik BSV udlignet til 7 – 7. og samtidig fik NH en 2 min. udvisning, idet Lasse Uth fik 2 min. på bænken. BSV fik endda bragt sig foran med 2 pinde og ved stillingen 10 – 8 kom Skaksen på mål. BSV blev dog ved med at være 2 mål foran. Ved stillingen 12 – 10 fik BSV straffe og samtidig 2 min. til Andreas Nielsen. I denne periode fik BSV bragt sig foran 15 – 11, alligevel fik NH reduceret til halvlegsresultatet 16 – 14.

BSV kom bedst fra start af 2. halvleg, og kom foran 19 – 16 på endnu et straffe – i alt tilkendt 7. NH gik dog ikke i stå – uanset at man følte sig hårdt straffet af de to dommere. Først efter 20. min fik NH udlignet til 25 -25. Derefter blev NH igen ramt af udvisninger – endda hele 2 stk med få sekunders mellemrum. Heldigvis blev det kun straffet med et enkelt mål.

Med ca. 4 minutter igen var stillingen 28 – 28, og igen blev NH ramt af en 2 minutters udvisning. BSV kom foran 30 – 29 med 1½ minut igen. Nicolai Pedersen udlignede til 30 – 30 med kun 63 sek tilbage, og på det efterfølgende BSV angreb reddede Skaksen skuddet fra Nicolai Marcussen. Fog tog omgående timeout med 20 sek igen, inden det i de allersidste sekunder lykkedes Johan Meklenborg at få ”listet” bolden ind til slutresultatet 30 – 31.

Vild jubel brød ud mellem spillerne og det skal siges, at det var en kæmpe flot holdindsats, der gjorde det muligt at tage 2 point med hjem til Nordsjælland. Det skete uanset, at NH i flere situationer følte sig bortdømt enten ved at dommerne dømte straffe eller 2 min. udvisninger.

En flot – flot kamp og på intet tidspunkt gav spillerne op – uanset at de følte sig bortdømt i forhold til – hvad BSV fik tilkendt – specielt spillere som Michael Knudsen og Jesper Nøddesbo fik igen lang snor, hvorimod vores unge spillere røg ud for et godt ord specielt i 1. halvleg.

Titlen som kampens NH spiller må helt klart gå til Johan Meklenborg, men også stor ros til Jakob Skaksen, som stod 2/3 af kampen og unge Knud Ronau – ja ros til hele holdet. Der skal også lyde ros til Ian Marko Fog for hans taktiske udspil i de sidste afgørende minutter/sekunder. Flot kæmpet drenge!!!!!

Resultatet er nu den anden sejr på bare 4 dage og så endda mod to tophold – det er så flot gået af vore unge spillere og deres ledere.

Målscore: Johan Meklenborg 11, heraf 2 på straffe, Nicolai Pedersen 7,heraf 1 på straffe, Dan Beck-Hanen 4, Lasse Uth 3, Aku Kreutzmann 2, Knud Ronau, Carl Emil Haunstrup, Jesper Dahl og Oliver Roepstorff hver 1.

Udvisninger: BSV 4 og NH 9.

Straffe: BSV fik 7 og scorede på 6 – mens NH fik 5 og scorede på 3.

NH har nu en uge til at komme sig over denne kamp inden et nyt tophold venter, idet NH lillejuleaften møder GOG i Frederiksborg Centret. Spændende om vi endnu engang kan drille et tophold. Kom nu ned i Frederiksborg Centret og støt vores drenge, inden julefreden spreder sig over det ganske Nordsjælland.
Kampen fløjtes i gang kl. 14.10 – mere herom i løbet af den kommende uge.

​Den 15. december 2017 – Kirsten Hebo