SejrsTimen – med Kærlighed til Musik

Foto: Radio Humleborg

Radio Humleborg bringer hver lørdag kl. 13 programmet ”Sejrstimen”. Det er en udsendelse som bevæger sig rundt i musikalske temaer fra studieværtens egen pladesamling og indeholder typisk mindre kendte numre. Et tema kan være med en bestemt komponist, producer, et bestemt land eller noget helt andet. Mulighederne er mange.
Udsendelsen er sammensat og præsenteret af Sten Sejr. Han har en stor kærlighed til musik og er tilmed selv udøvende sanger og musiker. Dels som kirkesanger og assistent i Danmarks Radios Koncertkor plus Operakoret samt det ene medlem af den elektroniske duo WeKnowNothing. Han har også udgivet et par albums med den internationalt kendte new age musiker Klaus Schønning.
Sejrstimen startede på Radio Humleborg for et år siden, efter at Sten var flyttet til Fredensborg og søgte et sted at udleve drømmen om at præsentere sin musikpassion for et publikum. Igennem tiden er det blevet til mere end 55 udsendelser med alt fra hans musikalske helte som David Bowie, Thomas Dolby og Billy MacKenzie til særligt fokus på musik fra 1980’erne.
Andre udsendelser har været med temaer hvor et instrument er i fokus, f.eks. trommer og bas. I den mere specielle afdeling har været udsendelser hvor musikken udelukkende er baseret på musik i valse tempo eller hvor rigtige strygere er en del af alle pop og rock numrene.
I Sejrstimen skal man dog ikke forvente at høre særligt mange af de store populærere hits – derimod anderledes numre med nogle af musikhistoriens store navne. Men der er også markant fokus på mange ukendte solister og grupper – apropos den store private pladesamling.
Udsendelserne på Radio Humleborg sendes også om tirsdagen kl. 18.00 og så samarbejder lokalradioen med andre stationer landet over. Det betyder at Sejrstimen også kan aflyttes på blandt andet Amager Radio og Kanal 3 Djursland
Udsendelserne kan desuden aflyttes som podcast, efterhånden som de bliver uploaded. Podcasten findes på Mixcloud.com og kan hentes ved at søge efter Radio Humleborg eller Sejrstimen. Direkte link: https://www.mixcloud.com/radiohumleborgfredensborg/

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*