Sæsonpremiere i Dameligaen i basketball er bronzerevanche

Når Hørsholm 79ers og Aabyhøj lørdag tørner sammen i Dameligaen, er det en gentagelse af sidste sæsons bronzekamp, der også fandt sted i Hørsholm. På trods af at holdnavnene er de samme, er der alligevel sket meget siden april.

Aabyhøj havde en meget succesrig sæson i 2018-19, med både bronzemedaljer og pokalmesterskab. Træner Michael Niebling, der blev kåret til åres træner i sidste sæson, valgte efter sæsonen at trappe ned og den nye mand på posten er Thomas Johansen, der har en lang historie som træner i ligaen.

Selv om der er ny mand i trænerstolen, kan man stadig forvente et aarhusiansk hold, der spiller hurtigt og aggressivt, i kraft af en lang række unge, hurtige spillere. Hovedparten af holdet er således født i 2000 eller 2001, suppleret med enkelte veteraner.

Aabyhøjs to største profiler er nok Alberte Rimdal og Malene Lind Pedersen, der begge endnu ikke er fyldt 18. De to sidste sæsoner har de været profiler for ikke bare Aabyhøj, men også de danske ungdomslandshold, og begge blev udvalgt som deltagere i det internationale forbund FIBA’s prestigefyldte Basketball Without Borders camp – hvor de også begge blev del af All Star-holdet.

Hørsholm har samme træner, men har til gengæld skiftet ud på et antal spillerpladser. Væk er veteranerne Maria Forsman og Emilie Bornemann, der har valgt at holde pause i karrieren, mens Emilie Bæk er rejst til USA for at spille på college, og der er kommet to nye amerikanske spillere.

-Jeg synes vi ser spændende ud, siger træner Jesper Krone. Vi har lidt ændringer i truppen fra sidste år. Ikke mange, men en lille smule. Der sker jo nogle gange det, at der er spillere, der stopper af diverse årsager og det er naturligt, men heldigvis er vi gode til at producere spillere i ungdomsrækkerne, der er klar til at træde til, og vi ser gode og harmoniske ud.

Gritt Ryder er stadig holdkaptajn, men er stadig ude efter en skade med landsgoldet i august. I hendes sted vil nogle af profilerne være de to nye amerikanere, skytten Sidney Rielly og centeren Alyssa Rader, samt den 33-årige veteran Ivan Jovanovic, Marie Louise Blyme og Josephine Tullin.

Til at bakke dem om er holdet pakket med lokale talenter, født mellem 1999 og 2002. Enkelte af dem, som Kristine Risager og Katrine Horneman, har spillet roller på holdet i sidste sæson, mens hovedparten af de unge spillere skal tilspille sig en rolle i Dameligaen.

Jesper Krone vil inden sæsonen ikke tale om forventninger til placering og resultater:

-Vores plads må tiden vide. Så længe vi er ærlige overfor os selv, vi leverer det vi skal og spiller op til vores potentiale, så kan man ikke være utilfreds. Hvis de andre så er bedre en os, så er det sådan, det er, men selvfølgelig vil vi gerne spille med, hvor det er sjovt og spille de sidste kampe i sæsonen.

Dameligaens åbningskamp er lørdag kl. 14 i Hørsholmhallen mellem Hørsholm og Aabyhøj og tre timer senere spiller BK Amager på hjemmebane mod BMS Herlev Wolfpack.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*