Rockaften i KulturStationen med Slyboots

Foto: Foto herover er fra en glad Rockaften i Asminderød Kro, hvor bandet i en årrække har arrangeret fest for venner og venners venner med livemusik, spisning og dans.

Der er lagt op til en livlig aften med fest, sjov og hygge, når Fredensborgbandet Slyboots spiller op til Rockaften i KulturStationen i Humlebæk den 26. oktober.

Slyboots spiller rock, du kan danse til – eller blot lytte til efter behag. Det bliver spillet kopier af andres sange, både rock´n´roll, soul, blues og stille rockballader. Du vil kunne høre sange lige fra rockens vugge af Chuck Berry, Beatles, Eagles og Elvis – over Gary Moore og Etta James til nyere sange af blandt andet John Mayer og Keith Urban. Og der er såmænd også sneget sig et par enkelte danske rock-sange ind i repertoiret. Med andre ord musik, hvor der er lidt for enhver smag – og det hele bliver leveret med stor musikglæde, dyb koncentration, glade smil og flerstemmig sang.

Slyboots er: `Bat´ (Birthe Kristine Pedersen) – vokal, slagtøj og kor. Kasper Sørensen – vokal, slagtøj og kor. Jan Otterstrøm – leadguitar og kor. Steen Nordberg – bas. Jacob Houth – trommer. Dan Mølholm – keyboards og kor. Finn Øhlers Petersen – guitar og kor. Slyboots har haft denne opstilling siden november 2013.

Enkelte af nuværende medlemmer har dog spillet under bandnavnet i flere år inden. Alle i bandet er rutinerede musikere, der tidligere har spillet i andre bands, så måske vækker navne som Hasters Showband, Pilmark Band, Way-Out, Smoke, Deaf Kennedys, Nana Banana, QP eller DC7 genkendelse hos nogle …

Det er første gang KulturStationen holder et ægte rockbal, og dørene åbner kl. 18:00, for publikum er meget velkomne til at nyde en medbragt madkurv eller den nys indkøbte pizza indenfor. Drikkevarer skal købes i KulturStationen til meget rimelige priser. Slyboots spiller fra kl. 20:00. Entré er kun 100,- kr. pr. næse. Kom glad og få nogle fornøjelige timer i godt selskab.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*