Pokaloverraskelse da Stevnsgade slog Hørsholm

For første gang i sæsonen måtte Hørsholm 79ers’ damehold søndag gå fra banen som taber. Det var oven i købet i en pokalkvartfinale mod Stevnsgade, så de forsvarende pokalmestre er dermed ude af turneringen med et nederlag på 83-75.

Hørsholm var foran meget af kampen, men Stevnsgade lavede, anført af deres nye amerikanske stjerne Taylor Gleason, et stort comeback. Gleason scorede 28 point i sin debut i Danmark, og de vigtigste kom i kampens sidste 11 minutter.

-Vi stepper ikke op, der hvor vi skal i anden halvleg, sagde Hørsholm-anfører Gritt Ryder efter kampen. De kommer med nogle runs og der går vi ned i tempo i stedet for bare at give igen. Vi bruger ikke vores store spillere så meget og de er gode til bare at falde ind og så skal vi ramme udefra og det gør vi ikke.

Hørsholm var foran med 7-8 point gennem det meste af tredje periode, indtil Cecilie Tvede satte en tre’er til 59-64 og Gleason fulgte op med få sekunder igen af perioden med endnu en til 62-65. Det satte Stevnsgade og Gleason i gang til fjerde periode, hvor Gleason scorede otte point og igen og igen satte sine holdkammerater op til scoringer.

I den anden ende gik Hørsholm i stå. Stevnsgades zoneforsvar begyndte at sætte sine spor hos Hørsholm, som fik sværere ved at finde frie skud – og dem, der var, gik ved siden af. Stevnsgade overtog føringen ved en tre’er fra Ena Viso til 75-72 med fire minutter igen og de udbyggede til 80-72 ved Tvede og Gleason.

Hørsholms sidste scoring kom med to minutter igen, da Marie Louise Blyme reducerede til 75-80, men herefter ville bolden ikke ned gennem kurven og Stevnsgade tog sejren på 83-75.

-Vi rammer godt i første halvleg og det er derfor vi er oppe med ti ved pausen, sagde Hørsholm-træner Jesper Krone efter kampen. I anden halvleg får vi ikke varieret vores angreb nok. Jeg har et ansvar for at vi får prøvet nogle andre ting og vi prøver at variere det lidt, men jeg tror også, der kommer lidt en mental blokering, når Stevnsgade spiller godt. Så ser det pludseligt ikke så nemt ud, som det gjorde i første halvleg.

På den anden side af banen var det en tilfreds Stevnsgade-træner, der mente at sejren betyder at Stevnsgade har meldt sig ind i toppen af Dansk basket igen, efter et katastrofeefterår:

-Vi har lige slået Danmarks- og pokalmestrene, som har været sæsonens bedste hold, så vi er glade. Vi har haft det lidt svært i starten af sæsonen, men vi har troet på det kunne lade sig gøre og så har vi fået en ny amerikansk spiller og det gør naturligvis en forskel. Hun styrker angrebet, hvilket vi har manglet. Jeg ved ikke om hun kan spille så godt hver kamp, men i dag var hun rigtigt god. Jeg tror godt, jeg tør sige, vi melder os ind i mesterskabskampen nu.

Kampen startede ellers med en lille fordel til Hørsholm efter to tre-pointere fra Gritt Ryder, der hjalp med til at ende Hørsholm i front 12-17 efter lige over fem minutter. Stevnsgade, personificeret ved Hannah Sheikh og Ena Viso viste imidlertid masser af fight og tog føringen 26-25 i starten af anden periode. Det var tre’ere fra Sheikh og Mathilde Colding-Poulsen, der bragte Stevnsgade foran, men Hørsholm svarede snart igen.

Ivana Jovanovic og Layne Murphy var i forrygende spillehumør for Hørsholm og de fandt flere gange hinanden i feltet med akrobatiske afleveringer, hvis de da ikke stjal bolden og løb den i. Da Gitt Ryder så kom tilbage på banen efter et lille hvil, kom der for alvor fart på spillet. Point guarden stjal selv en bold og sendte den op ad banen til Marie Louise Blyme, der ramte en tre’er til 36-53 fire minutter inde i anden periode og så kørte Hørsholmmaskinen.

Ryder ramte et par tre’ere mere – hun ramte fem af otte i første halvleg – og Jovanovic og Murphy fortsatte champagnespillet, så med to minutter igen inden pausen var Hørsholm i front 38-52. Stevnsgade ramte et par gange inden pausen, så de to hold gik ind til de sidste to perioder med scoren 44-54 til Hørsholm.

Stevnsgade møder næste weekend enten SISU eller Amager i pokalsemifinalen, mens Hørsholms næste opgave er på hjemmebane i Dameligaen 23. januar mod Stevnsgade.

 

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*