Orientering til idræts- og foreningslivet om genåbninger

Foto: Hillerød Kommune

Nu begynder den gradvise åbning af Danmark. Herunder kan du læse lidt om, hvad de forskellige faser af åbningen betyder for din forening eller idrætsklub.

Selv om mere og mere vil åbne i den kommende tid, er der stadig en række restriktioner og anbefalinger, der skal overholdes. Det overordnede formål med restriktionerne er at begrænse smittespredningen af Covid-19.

På kultur- og idrætsområdet omfatter fase 2, at:

  • udendørs idræt- og foreningsliv kan genoptage aktiviteter, som kan gennemføres forsvarligt efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
  • professionel idræt kan afvikles uden tilskuere.
  • ind- og udlån på bibliotekerne kan åbne fra den 18. maj.

Hvis fase 2 forløber som forventet, altså at stigningen i antallet af smittede og indlagte fra en helhedsbetragtning ikke er større end ventet, og det vurderes for sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne op, vil Danmark fra d. 8. juni gå ind i fase 3 og tage endnu et skridt mod en yderligere åbning af samfundet.

På kultur- og idrætsområdet omfatter fase 3 og 4, at:

  • forsamlingsforbuddet hæves fra de nuværende 10 personer til 30-50 personer.
  • museer, teatre, kunsthaller og biografer kan åbne.
  • sommeraktiviteter for børn og unge kan gennemføres.
  • indendørs idræts- og foreningsaktiviteter (på nær fitness og svømning), som kan gennemføres forsvarligt efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, kan åbne op.

Det er samtidig meldt ud, at svømmehaller, fitnesscentre o.l. tidligst får lov til at genåbne primo august som led i fase 4, og at der i august som minimum, fortsat vil være et forbud mod arrangementer, begivenheder o.l. for mere end 500 personer.
Alle de nævnte muligheder er direkte koblet til sundhedsmyndighedernes retningslinjer og skal således kunne afvikles i overensstemmelse med disse. Vi forventer, at retningslinjerne bliver tilpasset undervejs i perioden, hvilket vi løbende holder øje med.

 

Hvad betyder det for din forening?

Regeringens seneste udmelding om en gradvis genåbning af samfundet er inddelt i tre faser og i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det åbner igen op for mange spørgsmål fra foreningerne, men også for Hillerød Kommune.

Vi skal nu i gang med at afklare de nye forhold, som situationen byder. Derfor vil vi skitsere den proces, vi står overfor nu:

  1. Vi skal følge op på Regeringens samlede udmeldinger omkring genåbningens fase 2, 3 og 4.
  2. Vi afventer Sundhedsstyrelsens og landsorganisationernes reviderede retningslinjer og anbefalinger i forlængelse af Regeringens udmeldinger.
  3. Der skal ske en intern prioritering af den samlede genåbning i Hillerød Kommune samt fordelingen af de kommunale kvadratmeter til dagstilbud, skoler, fritidspasning og foreningsaktiviteter.
  4. Vi skal i forlængelse heraf løbende vurdere de lokale retningslinjer, som danner grundlaget for genåbningen af aktiviteterne på kultur – og idrætsområdet i Hillerød Kommune.

Hillerød Kommune har tidligere meldt ud omkring hvilke udendørs aktiviteter, der kunne genoptages under iagttagelse af Sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Dette er fortsat gældende. I løbet af den kommende uge forventer vi at have fået overblik over hvilke andre aktiviteter, der vil kunne igangsættes.

Det er ligeledes vores forventning, at de individuelle aftaler, som Hillerød Kommune har indgået omkring brugen af kultur- og fritidsfaciliteter til børne- og skoleområdet fortsætter, indtil vi i fælleskab har et samlet overblik over behov, muligheder og ønsker til det samlede aktivitetsniveau.

Derudover opfordrer vi alle til at følge de gældende anbefalinger fra de danske myndigheder samt DIF og DGI.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*