Nordsjællands Veterantog

Foto: Nordsjællands Veterantog

Hærværk mod et af Nordsjællands Jernbaneklubs klenodier

Natten til søndag den 26. april, blev der begået hærværk mod en af klubbens gamle personvogne, ONFJ B27. Vognen havde netop gennemgået en årelang restaurering af Veterantogets klubmedlemmer, og var parkeret ved remisen på Rungsted Kyst.

Gerningsmændene havde smadret en rude i den ene ende af vognen, og havde sparket døren ind i den anden ende, hvorefter det indre af vognen var svinet grundigt til.

ONFJ B27 er en af de smukkeste veterantogsvogne i Danmark. Vognen nåede kun at køre en enkelt dag i forbindelse med juletrafikken, før den blev sag til side i remisen i Rungsted for reparation af defekt hjul-leje.

Det er tredje gang indenfor kort tid, at Veterantoget har ubudne gæster. Første gang var på Græsted Station hvor der dog ikke blev stjålet noget. Anden gang var ligeledes i remisen på Rungsted Station, hvor der dengang blev stjålet uerstattelige effekter til færdiggørelsen af damplokomotivet HHB4. Disse effekter blev dog efterfølgende fundet hos en produkthandler, hvor video-overvågning heldigvis kunne identificere tyven. De enkelte indbrud er naturligvis meldt til Nordsjællands Politi og vi håber, at spor fra gerningsstedet i forbindelse med det seneste hærværk, kan identificere gerningsmændene.

Det seneste hærværk betyder yderligere økonomiske udfordringer for Nordsjællands Veterantog i forhold til den igangværende Corona-krise. Veterantoget har holdt stille siden krisen startede, og det er usikkert hvornår Veterantoget igen kan køre.

Hærværket betyder, at Nordsjællands Jernbaneklub er nødsaget til at finde et mere sikkert opbevaringssted, hvilket betyder en bekostelig transport af vognen.

Enhver hjælp til Nordsjællands Jernbaneklub er derfor meget velkommen og donationer kan ske via mobilepay 25670 eller via bankoverførsel til registreringsnr. 2348 – kontonr. 5367 976 960.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*