Nordsjælland Håndbold spiller uafgjort mod HC Midtjylland efter en underholdende kamp.

Foto: Jan F. Stephan

Søndagens kamp i FrederiksborgCentret mod HC Midtjylland var en kamp som Nordsjælland Håndbold på forhånd var klar over, at her skulle hele holdet yde det ypperste, for at kunne klare sig mod dagens modstander fra HC Midtjylland. Ifølge Ian Marko Fog var det en kamp hvor alle skulle steppe op for at komme helskindet igennem.
Kampen blev lige så spændende som Ian Marko Fog havde givet udtryk for inden kampen i dagens kampavis og ved et velbesøgt VIP arrangement, hvor der var 200 gæster.

Nordsjælland Håndbold stillede til dagens kamp op uden Nichlas Poulsen (nyopereret) og Knud Ronau (fået en ridse på hornhinden), og det bevirkede at Carl Emil Haunstrup fik fuld spilletid.
NH bragte foran 2 – 0, men HCM fik hurtig udlignet og i de første ti minutter fulgtes de to hold ad, men på intet tidspunkt var HCM foran.

Efter et kvarters tid var Nordsjælland Håndbold foran med 9 – 6, hvilket bl.a. var skyldtes mange store redninger fra Mike Jensen. HCM valgte derfor at tage time out efter 15 min., det hjalp dog lige lidt, idet Nordsjælland Håndbold øgede føringen til 12 – 8 efter 20 minutter.  Denne føring kunne NH desværre ikke fastholde, bl.a. blev der brændt et straffekast ved stillingen 12 – 10,  og HCM fik indhentet forspringet, til halvlegsresultatet 14 – 13.

Udover Mike Jensens mange redninger i 1. halvleg skal også nævnes Carl Emil Haunstrup tre flotte scoringer.
Efter et halv minut inde i 2. halvleg fik HC Midtjylland udlignet til 14-14, hvorefter de to hold blev ved med at følges ad halvlegen igennem. Ved stillingen 23 – 21 bliver Nordsjælland Håndbold ramt af 2 udvisninger med få sekunder i mellem, og det betød at NH måtte spille med 4 markspillere i de følgende to minutter. Det forhindrede dog ikke Nordsjælland Håndbold fra at score, idet man øgede føringen til 24-22 med et kvarter igen.
Mike Jensen i målet havde igen nogle flotte redninger og NH bragte sig foran 26 -23 med ca. 10 min. Igen.

Denne føring blev dog indhentet af HCM med et par minutter igen, og med 2½ igen var det 29 – 29. Alle i FrederiksborgCentret var oppe at stå for at yde det ekstra til holdet som et hjemmepublikum kan, men desværre kom HC Midtjylland foran med 29 – 30, og alle frygtede det værste, men heldigvis fik Dan Beck Hansen hamret bolden i nettet med 1 min. igen. HC Midtjylland havde faktisk bolden et helt minut, og havde mulighed for at score sejrsmålet – men resultatet blev 30-30.

NH ydede en flot mandfolkeindsats, og det var en fornøjelse at se holdet, og den måde de agerer på – når de bliver presset. Stor ros til samtlige spillere, men kan dog ikke lade være med at fremhæve henholdsvis Mike Jensen specielt i 1. halvleg og Nicolai Pedersen, som nettede ikke mindre end 10 mål, og som blev kampens spiller.

Fakta – Målscore. Nicolai Pedersen 10, heraf 2 på straffe, Jesper Dahl 5, Carl-Emil Haunstrup 4, Dan Beck Hansen og Lasse Uth hver 3, Andreas Nielsen og Johan Meklenborg hver 2 og Oliver Roepstroff 1.
Udvisninger: 3 til hvert hold.
Tilskuere: 851
Kirsten Hebo