NH-GOG blev ingen fest. Klar sejr til GOG.

Foto: Jan F Stephan

Årets sidste hjemmekamp – i et totalt stoppet FrederiksborgCenter – blev desværre ikke den fest, der var lagt op til, idet NH tabte 25-34 til GOG.

Nordsjælland Håndbold kom ellers godt fra start, og førte efter et kvarter med 10 – 6 i en forrygende og feststemt kulisse. Desværre kunne NH ikke holde denne føring, og GOG nærmede sig en udligning – denne indtraf ved stillingen 16-16 med 2½ minut igen af 1. halvleg. NH bragte sig dog foran igen til 17 – 16, men blev så i de sidste sekunder ramt af en to minutters udvisning samt et straffekast, som efter tid blev sat ind af GOG til pausestillingen 17 – 17.

I løbet af første halvleg havde Mike Jensen nogle gode redninger, men NH havde samtidig 3 udvisninger – den ene ved stillingen 15-13, hvor Aku er helt fri, men takles og i ærgrelse slår han håndfladen ned i gulvet, med det resultat at han får 2 min. på bænken. Utroligt at der ikke er overskud fra dommerne til, at man som spiller må ærgre sig.

2. halvleg skulle vise sig ikke at stå i julelykkens skær til NH, idet GOG havde fået styr på både forsvar og angreb – således at det var dem, der havde førertrøjen på fra første fløjt. Et kvarter inde i halvlegen ved stillingen 21 – 27 var NH i angreb, og hvad der skete skal guderne vide, men Dan Beck Hansen fik direkte rødt kort ifølge dommerne pga angrebsfejl. Det skal dog siges at GOG spilleren havde en stor andel i forseelsen, idet han klart overspillede situationen. Sådan går det tit, når de mere kendte spillere er indblandet mod vores drenge, så er tendensen hos dommerne – at det er den etablerede/kendte spiller, der får fordel.

Anders Mose blev midt i halvlegen ramt af en GOG-skudarm med det resultat, at han gik i gulvet, og måtte følges fra banen, idet han var blevet ramt i tindingen. NH måtte derfor resten af kampen mangle en af holdes stærke forsvarsspillere. Efter kampen var Anders fortsat groggy.

Resten af kampen måtte NH så undvære sine to stærke forsvarsspillere og en markant stregspiller som indtil sit røde kort havde spillet fantastisk på stregen, og scorede 3 flotte mål. Det skal siges, at Dan Beck Hansen’s afløser Knud Ronau også gjorde det fantastisk flot, – endda med tre mål og flot forsvarsspil – godt gået af den unge 2meter mand.

NH kunne ikke få det gode spil frem fra de tidligere kampe og dagens første halvleg, men man må også sande, at GOG har en meget stor bredde, og et mandskab der klart fortjener at ligge i toppen af 888ligaen.
Med ti minutter igen er NH dog kun bagud med 24 – 28, og tilskuerne forsøgte at presse modstandere og opildne NH-spillerne, men der var ikke mere ”krudt” i NH-spillerne, og så blev slutresultatet at håndboldfesten fusede ud med slutresultat 25- 34.
Spillerne har nu en velfortjent juleferie, og kan se tilbage på første halvdel af sæsonen i 888-ligaen med stolthed, specielt med de flotte resultater de har spillet sig frem til i december måned mod 2 af rækkens tophold.

Første kamp i det nye år er først den 5. februar 2018 – den lange pause skyldes håndbold EM.
Kampens spiller: Lasse Uth

Målscore: Johan Meklenborg 8, heraf 3 på straffe, Lasse Uth 4, Nicolai Pedersen, Dan Beck Hansen og Knud Ronau hver 3, Andreas Johan Nielsen og Nichlas Poulsen hver 2.

Udvisninger: NH 3 samt 1 rødt kort – GOG 3.

Så er der nu kun tilbage at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår og på gensyn i det nye år til forhåbentlig endnu mange spændende kampe hvor Nordsjælland Håndbold kan fortsætte den flotte sportslige succes de har haft i første halvdel af sæsonen. Endda med flere af spillerne på rundens hold, og en flot hæder til Johan Meklenborg som kom en ind på en flot 2. plads i TV2 s kåring af efterårets mest værdifulde spiller, hvor det var Bent Nygaard, der gav Mek sin stemme. Flot gået. Vinder af hædren blev Skjerns nye supermålmand Emil Nielsen.

Nordsjælland Håndbold har indtil videre med deres flotte 9. plads vist at de har deres berettigelse i 888ligaen.
På gensyn den 5. februar 2018 kl. 19.30 i Helsingør Hallen mod KIF Kolding.
Den 25. december 2017 – Kirsten Hebo