Nationalparken vokser

Gurre Slot Foto: Marianne Lund Ujvári

Ruinerne efter kong Valdemar Atterdags elskede Gurre Slot er nu med i nationalparken – igen.

Området på i alt 5,3 hektar var på grund af en teknisk fejl ikke kommet med i nationalparken, men det er der nu blevet rettet op på. Det er kun anden gang, at en dansk nationalpark vokser, siden Mols Bjerge blev udvidet i 2019. Udvidelsen vækker stor glæde i nationalparkens bestyrelse, Helsingør Kommune og Naturstyrelsen, som ejer arealerne.

“Under arbejdet med vores første plan for nationalparken blev vi opmærksomme på, at området omkring Gurre Slotsruin ikke var kommet med i nationalparkens afgrænsning på trods af, at området indgik i høringsmaterialet og miljøvurderingen af bekendtgørelsen omkring Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Vi er glade for, at det er lykkedes at få Gurre tilbage i folden, da ruinen og det omkringliggende område er en vigtig del af fortællingen om Kongernes Nordsjælland, fortæller Carl Bruun, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Ændringen i nationalparkens bekendtgørelse har været i høring i otte uger indtil den 27. februar, og den nye bekendtgørelse er trådt i kraft den 1. maj 2020.

Gurre Slot ud af dyndet

Gurre betyder sump eller dynd, og i 1100-tallet, da man påbegyndte opførelsen af kongeborgen, lå den omgivet af vand og sump ude på en lille holm i Gurre Sø, som dengang var meget større. Kong Valdemar Atterdag fik i midten af 1300-tallet bygget en ringmur med fire hjørnetårne rundt om det eksisterende tårn. Samtidig blev der bygget flere bygninger ved slottet, anlagt på kunstige holme. Det sumpede område og den omkringliggende sø fungerede som voldgrav for middelalderborgen.

I løbet af 1400-1500-tallet skiftede magtbalancen fra Gurre til Krogen, forløberen for Kronborg. Gurre Slot blev forladt og fik lov at forfalde. Men talrige arkæologiske fund vidner om kongemagtens tilstedeværelse. Naturstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, Nationalmuseet, Helsingør Kommune, Helsingør Museer, Museum Nordsjælland og nationalparken har indledt et samarbejde omkring et muligt nyt projekt, der skal bevare den gamle borgruin og formidle den fantastiske historie, der knytter sig til stedet.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*