Mænd, Vand & Værft – Film og debataften i Hal 16

Foto: Frivilligcenter Helsingør
MÆND, VAND & VÆRFT
Film og debataften i de gamle Værftshaller
Torsdag d. 17. september kl 19-21 viser Værftsmuseet, Maritimt Værksted Hal 16 og Frivilligcenter Helsingør kortfilmen: ”Mænd, Vand & Værft”.
Filmen handler om at mødes på tværs af generationer. Vi følger en gruppe unge mænd, som i de gamle værftshaller møder ”Værftets gamle lærerdrenge” og efterfølgende går ombord på veteranskibet S/S Bjørn for at opleve livet til søs sammen med skibets besætning.
Filmen er et ekko fra en svunden tid og er skabt i et tæt samarbejde mellem fotograf & klipper Christoffer Askman og scenograf & instruktør Hanna-Zoéy T. Tyge. De har en fælles fascination af erindringer fra det levede hverdagsliv og alle de historier, der gemmer sig i såvel menneskers furer som bag de gamle industrimaskiner og bygningers patina.
Arrangementet foregår i Maritimt Værksted Hal 16, midt blandt smukke skibe, håndværk og duften af træ og tjære. Hallen er bygget for snart 100 år siden og rummede grovsmedjen i Værftets tid.
Filmen varer 20 min, inden da er der et kort oplæg, og efter visningen er der kaffe på kanden, tid til spørgsmål og en rundbordssnak om Værftet, Generationer på Tværs og frivilligt arbejde.
Øl, vand, kage og kaffe kan købes på stedet.
Der er max 100 billetter, som købes på Værftsmuseet.
Pris: 50 kr., 40 for studerende og 20 kr. for medlemmer af Hal 16 samt frivillige på S/S Bjørn, Frivilligcenter Helsingør og Værftsmuseet.
Sted: Maritimt Værksted Hal 16, Thomas Nielsens Passage, 3000 Helsingør (mellem Røde Plads og Madmarkedet)
Arrangementet gennemføres med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*