Mad med Hjertet indgår endnu et stærkt samarbejde

Foto: Sofie M. Wissum

Selvom meget har været lukket ned, og de fleste holder ferie, sker der stadig ting og sager for foreningen Mad med Hjertet.

Foreningen er en non-profit organisation, som donerer gratis måltider til familier i Nordsjælland, der befinder sig i midlertidig livskrise, og nu er der blevet indgået et nyt samarbejde, som kan styrke foreningens arbejde i fremtiden. Det fortæller stifter Pernille Rask.

– På bagkanten af Corona-nedlukningen er opstået et nyt og inspirerende samarbejde med Restaurant Lagunen på Nivå Havn. Vi havde fulgt Lagunen på de sociale medier i noget tid, da vi mener, at det er væsentligt at støtte op om vores lokale virksomheder både i Corona-tider, men også helt generelt, fortæller stifter af Mad med Hjertet, Pernille Rask.

Det resulterede i en telefonisk henvendelse fra indehaver af Lagunen, Andreas Ørndrup, der tilbød sin hjælp til organisationen.

– Vi planlagde et møde hvor Andreas skulle komme forbi en dag, hvor vi tilberedte måltider, og få en fornemmelse af vores faciliteter, arbejdsrutine og desuden hilse på alle de frivillige. Mødet var rigtigt positivt, og i den tid Andreas var i køkkenet nåede han at få op til flere faglige spørgsmål fra de flittige frivillige i køkkenet. Spørgsmål som han svarede på med stor begejstring og engagement, fortæller Pernille Rask.

En positiv oplevelse

For Andreas Ørndrup var det en fornøjelse at møde de frivillige i Mad med Hjertet, og han fortæller, at han fremover vil bistå foreningen med både råvare og faglig ekspertise.

– Det var en fornøjelse at møde og hilse på alle de frivillige hos Mad med Hjertet, lyder det fra Andreas Ørndrup, inden han fortsætter:

– Det er så prisværdigt, at mennesker tilbyder deres hjælp uge efter uge for at hjælpe andre mennesker, der har brug for en håndsrækning i en kritisk tid i deres liv. Den slags initiativer vil jeg godt støtte op om, da jeg mener, at vi alle har en pligt til at hjælpe, når vi kan. Mit bidrag kan være faglig sparring, og derudover vil jeg donere råvarer en gang om måneden. Jeg køber stort ind alligevel og for mig og min restaurant er det en stor glæde at kunne støtte lokale initiativer, siger han.

For Mad med Hjertet er både erfaringen fra køkkenet og hjælpen med råvarene en stor hjælp.

– Det har været en kæmpe fornøjelse og inspiration at møde Andreas. Han virker som en passioneret ildsjæl med et stort samfundssind. Andreas virker som om, at han tænker de store, overordnede tanker og jeg er nok mere detaljeorienteret, så det kan der helt sikkert komme noget fint ud af. Han er desuden en handlingens mand, og han har allerede doneret syv kilo hakket kalv og flæsk, som der skal tilberedes klassiske frikadeller ud af til vores tilmeldte familier, slutter Pernille Rask med et smil.

Det nye samarbejde kommer i slipstrømmen på mange positive tilkendegivelser og lignende samarbejder. Mad med Hjertet har på nuværende tidspunkt blandt andet etableret samarbejder med Dalgaards supermarked, Rema 1000 Hørsholm, Netto Hørsholm, Cantinos Pizzaria i Kokkedal, Santa Maria Krydderier, Frivilligcenter Hørsholm, Hørsholm Kommune, Søhuset Konferencecenter med flere.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*