Lokalopgør og pokalsemifinale afslutter året for Hørsholms damer

Foto: Arkivfoto Hørsholm Basketliga

2017 har været et år med masser af højdepunkter for Hørsholm 79ers damehold, og det kan afsluttes med endnu et af slagsen, hvis det lykkes succesholdet at besejre Stevnsgade på udebane i pokalsemifinalen lørdag 16. december. Inden da er der dog et lokalopgør i Værløse, der skal afgøres onsdag.

2017 har budt på DM-sølvmedaljer i foråret og en hidtil ubesejret sæson i efteråret, så to sejre i den sidste uge før jul vil fortsætte den gode stime. Det bliver dog langt fra en let uge, mener Hørsholmtræner Jesper Krone:

-Vi har to vigtige kampe i denne uge, siger træneren. Værløse er godt spillende og gav os en del problemer sidst og vi skal være skarpe og mentalt klar til udfordringen på onsdag. Pokalsemifinalen lørdag er naturligvis vigtig, og vi skal være meget fokuseret på aftaler i begge ender. Jeg håber vi kan tage skarpheden fra sejren over Lemvig i lørdags med til begge kampe.

Hørsholm og Værløse mødte hinanden midt i november, lige efter landsholdspausen, og her var det tæt på at det unge Værløsehold skabte en gedigen overraskelse på hjemmebane. På trods af at tabellen viser, at de to hold er i hver sin ende af ligaen, skulle der en rigtigt god fjerde periode til for at sikre Hørsholm sejren på 65-53. Alligevel må ubesejrede Hørsholm gå ind til kampen som favoritter mod et Værløsehold med to sejre og syv nederlag i sæsonen.

Værløses topscorer er kun 16-årige Frida Formann, der scorer 11 point pr. kamp, men holdet er karakteriseret ved et godt kollektiv, med syv spillere der scorer mellem 5 og 11 point pr. kamp.

Når onsdagens dameligakamp er overstået, kan Hørsholm flytte opmærksomheden over mod pokalsemifinalen mod Stevnsgade lørdag på Nørrebro.

Ser man på historien, har Stevnsgade haft mest succes i pokalturneringen. Seks pokalmesterskaber og otte finaler er det blevet til for Nørrebroklubben, der senest har vundet i 2015 og 2016. Hørsholm har været i en enkelt finale mere end Stevnsgade – sidst i 2014 – men har kun vundet fire gange, senest i 2006.

De to hold har mødt hinanden tre gange i Dameligaen i denne sæson, med Hørsholm som vindere i alle tilfælde, så Hørsholm må gå ind til semifinalen som favoritter, men Stevnsgade har vist, de også kan ende som vindere.

Senest mødtes de to hold først i december, hvor Hørsholm var foran med 18 i kampens start og helt ind i midten af anden periode var foran 35-17, Inden Stevnsgade kom tilbage og gjorde kampen spændende. De to hold gik ind til de sidste ti minutter med Hørsholm foran med kun fire, 52-48 og kampens afgørelse faldt først midt i fjerde periode, da Hørsholm fik skabt et hul på ni point og endte med at vinde 73-62.

Hørsholms fordel er den brede trup, hvor 13 spillere er på banen mere end 12 minutter pr. kamp og ingen spiller mere end 28 minutter. Som kontrast spiller Stevnsgades Emilie Hesseldal og Ida Tryggedsson 33 minutter i gennemsnit og i sidste kamp mod Hørsholm var de på banen i alle kampens 40 minutter. De to er da også ganske afgørende for Stevnsgades succes, idet de tilsammen scorer 31 point i holdets sejre, mens det kun bliver til 28 i nederlagene.

Vinderen af semifinalen skal spille pokalfinale 27. januar i Horsens.

Kampinfo:
Dameligaen: Værløse-Hørsholm, onsdag 13. december kl. 19:30 i Søndersøhallen
Pokalsemifinale: Stevnsgade-Hørsholm, lørdag 16. december kl. 15:30 i Nørrebrohallen