Kom til børnejazz og se “De onde”

Vogt dig – Børnejazz Fredensborg inviterer til koncert med ”De Onde”!

Børnejazz Fredensborg er tilbage efter en lang sommerferie og præsenterer denne gang en sprængfyldt musikalsk oplevelse for hele familien med orkestret De Onde, der spiller søndag den 22. september kl. 11.00 i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio.

 

DE ONDE er børnemusik, når den er allerondest. De Onde stiller et eksistentielt spørgsmål i børnehøjde: Hvad vil det sige at være ond, og hvornår er man det? Er det fx ondt at binde dobbeltknuder på sin lillesøsters julegaver? Er det ondt at slå prutter i toget? Hvem er bedre til at italesætte alt dette på en humoristisk måde end fire sortklædte, maskerede superhelte, De Onde, der spiller ond børnemusik for onde piger og drenge! Kom, medbring dit ukultiverede menneske og lad følelserne få frit løb! Brug musikken som ventil og vær ond med orkestret gennem sangtitler som bl.a. ”Ikke spor rar”, ”Ond Sang”, ”Frøken Altidsur”.

 

De Onde er et børneorkester med fuld fart over feltet når onde Tobias fyrer op under el-guitaren, eller når Torben spiller den onde bas. Og så er der Carl, der er ond til at spille trommer og Peter som kan spille så højt på trompeten at det gør helt ondt. Glæd jer til en ond energifyldt koncert, der kan få selv de sødeste små englebørn til at hoppe med på den onde bølge! Muahahahaha!

De Onde er: Peter Marrott, trompet / Tobias Trier, guitar / Torben Westergaard, bas /

Carl Quist-Møller, trommer

 

Billet:

Entréen er 50 kr. for alle over 1 år. Koncerten kan blive udsolgt, så køb din billet på forhånd via MobilePay på det 5-cifrede nr. 48758. Eller tag chancen og betal kontant eller MobilePay i døren.

 

Mere information på www.bornejazzfredensborg.dk / tlf. 27280729. Der vil være mulighed for at

købe juice og müslibarer. Vel mødt søndag den 22. september kl. 11 i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio, Jernbanegade 4 Fredensborg. Næste koncert med Martinis for Børn er søndag den 17. november 2019.

 

Yderligere information: Mette Riis, Formand for Børnejazz Fredensborg / tlf. 27280729 /
mail info@bornejazzfredensborg.dk / www.deonde.dk

Koncerten er skabt med støtte fra Fredensborg Kommunes Kulturudvalg

Illustration: ”De Onde”

 

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*