Kom til åbent hus hos Kræftens Bekæmpelse i hele landet

I anledning af Knæk Cancer holder Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger åbent hus torsdag den 26/10. Kig forbi – der er kaffe på kanden, spændende foredrag og mulighed for at se, hvilke aktiviteter og tilbud, der er lokalt.

Hvis du er nysgerrig efter at se, hvad der foregår i en kræftrådgivning eller bare har lyst til at fejre Knæk Cancer med os, har du chancen torsdag den 26. oktober. Her er der traditionen tro åbent hus i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger landet over. Der bliver både mulighed for at se sig omkring i huset, fordybe sig i spændende foredrag, blive klogere på nogle af de aktiviteter, der er til daglig i en kræftrådgivning og møde husets medarbejdere og frivillige.

Alt efter, hvor du besøger os i landet, kan du opleve forskellige aktiviteter og indslag. I Kræftrådgivningen i København – som er en del af Center for Kræft og Sundhed – kan du blandt andet høre et foredrag om mænd og kræft af Svend Aage Madsen, chefpsykolog og formand for Selskab for Mænds Sundhed, mens Kræftrådgivningen i Odense byder på foredrag om alternativ behandling af projektleder i Kræftens Bekæmpelse, Nanna Cornelius. I Aarhus er der inviteret til fest med middag, magi og musik, mens Kræftrådgivningen i Aabenraa sætter fokus på børn og unge som pårørende. Se programmer for alle de 13 kræftrådgivninger, der holder åbent hus, via linket nedenfor.

Vi håber, at du har lyst til at kigge forbi!

Knæk Cancer – åbent hus