Hørsholms 40 års jubilæumskamp på tv

Lørdag 14. december kl. 14 fejres der 40 års jubilæum for basketball i Hørsholm med en jubilæumskamp i Hørsholmhallen. Det er kvindebaskets to mest vindende hold gennem tiden, Hørsholm og SISU, der mødes i en kamp, der optages til TV af SportLive. Inden kampen afholdes der fra kl. 12 reception med aktiviteter for både børn og voksne.

Hørsholm har sat alle sejl til for at gøre kampen, der også er udvalgt som månedens kamp i Dameligaen, til et tilløbsstykke. Der er slikkepinde til alle børn, maskotten Charlie deler julegodter ud og der er masser af konkurrencer for tilskuerne med præmier fra både klubbens sponsorer og fra Dameligaen.

Inden kampen afholdes reception i fanområdet og klublokalet. I fanområdet hygger maskotten Charlie med børnene, mens der er et glas vin og lagkage i klublokale og VIP-rum for de voksne.

På banen tørner to hold med til sammen 29 danske mesterskaber sammen. Heraf har SISU de 20, mens Hørsholm til gengæld har taget otte siden årtusindskiftet, hvor SISU kun har fire.

I denne sæson er det Hørsholm, der er ovenpå. Lørdagens hjemmehold er ubesejrede i Dameligaen, med 11 sejre i lige så mange kampe. Nogle af sejrene er kommet hjem med hiv og sving, idet det tre gange er blevet til fem minutters overtid inden der blev fundet en afgørelse. Blandt profilerne findes landsholdsanfører Gritt Ryder, som desværre ser skadet ud, nogle dygtige udlændinge samt unge lokale spillere.

Hos SISU er der en del profiler, men det har endnu kun udmøntet sig til tre sejre i ni forsøg. De helt store profiler er Taylor Gleason, der i sidste sæson var storprofil hos Stevnsgade, samt landsholdsstjernen Ida Tryggesson. Begge scorer 14,9 point i gennemsnit og står dermed til samme nfor næsten halvdelen af SISUs 61 point pr. kamp.

Kampen sendes senere på aftenen på SportLive.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*