Hørsholm vinder sæsonpremieren i Dameligaen overbevisende

Det blev en overbevisende sejr i Dameligaens åbningskamp 2018-19 til de forsvarende mestre fra Hørsholm 79ers over oprykkerne fra Amager. Hørsholm skabte et hul tidligt i kampen og så sig aldrig tilbage på vej mod sejren på 89-51.

Hørsholmtræner Jesper Krone var tilfreds efter kampen, selv om han så nogle skønhedsfejl:

-Det er virkeligt sjovt at få lov at give så mange unge spillere masser af minutter og de gør det virkeligt godt, sagde træneren efter kampen. De eneste ting at sætte en finger på er, at vi ikke holdt tempo i anden halvleg og måske at vi i det individuelle forsvar tillod Amager lidt for meget.

Hørsholm spillede i et tempo, der ikke ofte ses i Dameligaen. Det var især et ekstremt aggressivt forsvar over hele banen, der pressede tempoet op på et niveau, hvor det unge oprykkerhold ikke kunne være med.

Allerede i starten af anden periode skabte Hørsholm et forspring på 20 point, da unge Katrine Hornemann ramte et skud til 34-13. Inden første halvleg var slut, kom Hørsholm gennem alle spillere på udskiftningsbænken og udvidede føringen til 48-20.

Hørsholms hurtige spil gav muligheder for scoringer til mange spillere og alle tolv spillere kom på scoringstavlen, med seks spillere mellem 10 og 13 point.

For Amager var det de rutinerede spillere, der kom til fadet, med Emilie Fogelstrøm, Valerie Driscoll, Ida Klussmann og Maria Dinesen som de eneste over tre point, med Klussmann som topscorer med 14.

Anden halvleg blev knapt så intens som første og den bar på mange måder præg af at være afgjort. Begge hold spillede hårdt og aggressivt, mens trænerne sørgede for at fordele minutterne og få alle spillere spillet ind i debutkampen. Hørsholms føring forblev omkring 30 point, frem mod slutresultatet på 89-51.

Kampen gav ligadebut til både Hørsholms Carline Bornemann, der scored to point, og Amagers Hannah Beklar, der ikke fik bolden i nettet.

Hørsholm møder næste gang SISU på udebane 21. oktober, mens næste hjemmekamp er 7. november på hjemmebane mod BMS Herlev Wolfpack.

Statistikker: http://www.fibalivestats.com/u/DBBF/905705/bs.html

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*