Hørsholm 79ers betragter sæsonen som afsluttet

Arkivfoto: Markus Kluge

Fredag 20. marts meddelte Hørsholm 79ers til resten af klubberne i Dameligaen, samt administrationen, at klubben anser turneringen 2019-20 som afsluttet fra klubbens side. Baggrunden er, klubben ikke mener, der er mulighed for en forsvarlig afslutning på turneringen, hverken sportsligt eller overfor spillernes helbred.

 Der har i Dameligaen foregået samtaler om at videreføre turneringen i en eller anden form, men Hørsholm 79ers’ direktør Jesper Tullin forklarer, at klubben af flere ikke grunde kan se mulighed for at fortsætte:

 – Holdenes udenlandske profiler er allerede vendt hjem og kommer ikke tilbage, siger direktøren, og et enkelt hold, Lemvig, kan slet ikke være med videre, så enhver form for slutspil, vil slet ikke hænge sammen med sæsonens vilkår og vil derfor alligevel være uden sportslig værdi i forhold til at uddele et Danmarksmesterskab.

 Også spillernes ve-og-vel bekymrer Hørsholm 79ers:

 -Vi har været i kontakt med dygtige fysioterapeuter, fortsætter Tullin, og de siger, at der er en stor skadesrisiko for spillerne, hvis de skal spille et komprimeret slutspil efter en lang periode uden struktureret træning. Det er i øjeblikket lukket for både haller og styrketræningsfaciliteter, så det er umuligt for dem at holde sig i forsvarlig form. Vi mener ikke, det er forsvarligt at sætte vore spillere i en situation, hvor de skal give sig 100 procent for et sportsligt tvivlsomt mesterskab, med en krop, der er 80 procent klar. Det er opskriften på eksempelvis alvorlige knæskader, der kan holde dem ude hele næste sæson.

 En sidste grund til at klubben går foreløbig enegang er, at usikkerheden omkring hvornår, der åbnes op for faciliteterne igen:

 -Vi aner reelt ikke, om det bliver muligt at spille i maj, juni eller juli, mener Tullin, så vi vælger at lukke ned og foretage en række omkostningstilpasninger, så vi kan være klar til en ny, spændende sæson i 2020-21, som vi ser meget frem til.

 Hørsholm 79ers forholder sig ikke til om og eventuelt hvordan, der skal uddeles medaljer, da medaljer uddeles suverænt af Danmarks Basketball Forbund og ikke Dameligaen. Den beslutning overlades trygt til DBBFs bestyrelse.

 

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*