Foredrag og stiftende generalforsamling i ny kulturforening i Humlebæk.

Foto: Kultur3050

Med afsæt i initiativtagernes eksisterende aktiviteter som brætspilaftener, Kommunerock og byvandringer, er en gruppe borgere i Humlebæk i gang med at stifte en ny kulturforening

Indtil videre kaldes den for Humlebæk Kulturforsyning og den stiftende generalforsamling bliver søndag den 17. februar i KulturStationen. Kl, 15 er der foredrag med den lokale Stephen Egede Glahn, om et liv der byder på så store yderligheder som jægersoldat og sognepræst. Og kl. 16:30 starter generalforsamlingen.

De mener der er behov for en ny uafhængig forening. De eksisterende foreninger er typisk enten knyttet til et bestemt sted eller en konkret aktivitet. Den nye forenings særkende bliver, at de ikke er en foredrags-, kunst- musikforening eller lignende og at de ligeså gerne laver aktiviteter på Krogerup og Bjerre Strand som i KulturStationen, Baunebjergscenen eller på biblioteket.

De forventer at lave en del af arrangementerne selv, men også at samarbejde med Menighedsrådet, oplysningsforbund, Frivilligcentret, Erhvervsforeningen – ja gerne med alle der deler målet om at sætte handling bag de flotte ord om Humlebæk som“ En levende kulturby ved vandet”. Det er således mere afgørende for foreningen, at der sker en masse i byen, end om aktiviteterne ligger inden for ét bestemt felt eller på en bestemt lokation – bare det sker. Læs mere om den nye forening på www.kultur3050.dk.

Om foredraget ”Fra Jægerkorps til prædikestol – en skæbnehistorie”.

Foto: Kultur3050

Stephen Egede Glahn var 24 år i Forsvaret som soldat og officer i kamptropperne og Jægerkorpset med særlig uddannelse i USA, Tyskland og England og FN-tjeneste i Gaza   og på Cypern. Senest var han, som major, 7 år i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) med kontraefterretningstjeneste og sikkerhed som speciale.

Efterfølgende var Stephen sognepræst i 26 år i Munke Bjergby og Kirke Flinterup pastorat nord for Sorø, fordi det nu engang var meningen med hans liv.

Hvor er sammenhængen og den røde tråd i et sådant liv?

Få svaret i en spændende og livsbekræftende beretning af manden selv.

Den 3. november 2016 blev Stephen Egede Glahn vinder af Valbymesterskaberne (VM) i foredrag 2016, og han har – af gode grunde – et og andet at sige om krig og fred.

Siden 2005 har han boet i Humlebæk, hvor han i særlig grad føler sig hjemme.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*