FOR FULD SKRUE – bliv skibsbygger for en dag

Foto: Museerne Helsingør
God start på EFTERÅRSFERIEN fredag d. 9. oktober 15-17
Vi gentager den populære aktivitet for børn: FOR FULD SKRUE! – Bliv skibsbygger for en dag.
Byg dit eget træskib, få savsmuld på bukserne og hold tungen lige i munden, mens sømmene slås i. Skibet skal selvfølgelig også have et navn, og måske skal der flag på eller andet sjov. Værftsmuseet, Børnebiblioteket Kulturværftet og Hal 16 sætter fokus på skibsbyggeri og lader børnene opleve lidt af Værftets stemning.
På Den Røde Plads, mellem Værftsmuseet og Biblioteket, opstilles et vandbassin udlånt fra Øresundsakvariet. Her søsættes skibene kl. 16 og kl. 17 med levende musik og festlig stemning. Der kan man også afprøve, om skibet flyder godt, og om elastikmotoren virker.
Skibene bygges ved høvlbænken på Værftsmuset, og der vil være en hjælpende hånd fra museets frivillige. Måske kan man lade sig inspirere af de udstillede skibsmodeller, og der er også en quiz at løse. I kreative workshops på Røde Plads….eller indendørs alt efter vejret…hjælper Børnebibliotekets ansatte med at dekorere skibene og finde det helt rette navn.
Samtidig er der åbent på Maritimt Værksted Hal 16 lige om hjørnet. Der er man velkommen til at gå over og se, hvordan mændene arbejder med maskiner og værktøj og sætter rigtige skibe i stand.
Aktiviteten er primært for børn mellem 4 og 12 år ifølge med en voksen. Det koster 25,- kr. at bygge et skib. Tilmelding senest torsdag d. 08.10. på email: nivad@helsingor.dk
Af hensyn til situationen med corona foregår skibsbyggeriet i 2 hold á 10 børn. Holdene starter henholdsvis kl. 15 og kl. 16. Værktøjet sprittes af, og der er rigeligt håndsprit i lokalet. Skibsbyggesættene pakkes, så alt nødvendigt er i posen, og man ikke rør hinandens materialer.
Resten af efterårsferien kan man i åbningstiden købe byggesæt på Værftsmuseet og selv bygge dem.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*