Digitale besøg i titusindvis fra hele verden hver dag

Billede: Louisiana

Siden lanceringen i 2012 har Louisiana Channel udsendt knap 750 videoer med nogle af tidens største navne inden for kunst og kultur. Godt 16.000 gange dagligt ser brugere over hele verden en video produceret i Humlebæk. I en tid, hvor et stort antal museer rundt om på kloden er lukket for besøg, oplever Louisiana Channel stor interesse for det gratis indhold – og sørger stadig for, at der ugentlig udkommer to videoer til et globalt publikum.

Antallet af abonnenter på kanalens YouTube-side har for kort tid siden rundet magiske 100.000, og det totale antal visninger tælles i dag i mange millioner. Louisiana Channel er på få år blevet en betydelig – og hastigt voksende – global platform med videoer om kunst og kultur. Lige nu er der travlhed på redaktionen, for kanalen, der er tænkt som den digitale fløj på Louisiana Museum of Modern Art, besøges flittigt af seere, der har svært ved at få adgang til kultur- og kunstoplevelser, nu hvor mange museer og udstillingssteder holder lukket på grund af Corona-virussen.

“Vi opfatter Louisiana Channel som et public service-medie, der er noget mere og noget andet end udstillingernes digitale udløb. Vi producerer kultur, og vi dokumenterer kulturen i dialog med kunstnerne – til et voksende globalt publikum. I løbet af ganske få år er Louisiana Channel blevet et kæmpe dokumentarprojekt uden sidestykke. Dermed fastholder vi en stærk formidlingstradition, men samtidig har vi arbejdet os dybt ind i et nyt og foranderligt mediebillede”, fortæller direktør på Louisiana Poul Erik Tøjner.

Seere over hele verden – også i den yngre målgruppe

Over halvdelen af Louisiana Channels seere er unge mellem 18 og 34 år, og de ser videoerne fra lande som især USA, Storbritannien, Tyskland foruden Skandinavien. De ser eksempelvis portrætter af nogle af verdens største arkitekter som Norman Foster, Peter Zumthor, Frank Gehry, Bjarke Ingels og Renzo Piano. De ser videoer med forfatterne Chimamanda Ngozi Adichie, Zadie Smith og Michel Houellebecq. De fascineres af legender som Yoko Ono, David Hockney og Yayoi Kusama, men deler også ivrigt videoer med yngre stjerner som forfatteren Sally Rooney, kunstnerne David Shrigley og Sterling Ruby. Og de indlever sig f.eks. i historien om kunstnerne Marina Abramović og Ulay, som fik fornyet aktualitet for kort tid siden, da Ulay døde, og flere end 80.000 på tre dage klikkede sig ind på kanalens videoer med performance-parret. Ikke mindst igangsat af at New York Times citerede fra og linkede til en af videoerne i deres nekrolog.

Louisiana Channel er oprindelig søsat ud fra ideen om at udnytte Louisianas betydelige internationale netværk af kunstnere, forfattere, arkitekter m.m. Efterhånden er Louisiana Channel nået så langt ud globalt set, at det ikke er ualmindeligt ude i verden at møde unge kulturinteresserede mennesker, der har et stort kendskab til kanalens videoer men ikke kender museet. Det sker jævnligt, at Channels videoer går viralt, og flere videoer har opnået op mod en million video-visninger. Redaktionen modtager hver uge henvendelser fra internationale medier, uddannelsesinstitutioner og museer, der gerne vil gøre brug af videoerne, der spænder mellem at være helt korte interviews til lange portrætter. Man kan løbende se Channel-videoer på verdens største arkitektur-site ArchDaily, ligesom britiske BBC og tyske Arte har været nogle af aftagerne.

Et tilbud om oplevelser og indsigt

Målet har været at producere videoer i høj kvalitet til nettet og på nettets betingelser. Indholdet er lavet i den skandinaviske public service-tradition som ‘evige’ små dokumentarfilm, der jævnligt opnår at få fornyet aktualitet, fordi indholdet ikke er målrettet nogen form for tidslighed. Louisiana Channel skal ikke trække flere besøgende til det fysiske museum men tilbyde unge kulturbrugere indsigt i og oplevelser af kunst og kultur – på sigt til gavn ikke kun for Louisiana, men for kunstmuseerne generelt. Videoerne er stærkt bakket op af kunstnerne, som ivrigt stiller op – de vil gerne være en del af Louisiana Channel.

Ny film fra Louisiana Channel om Jørgen Leth får Premiere på CPH:DOX

På filmfestivalen CPH:DOX, der i år alene er webbaseret på grund af Corona-virussen, kan man på fredag opleve et nyt 80-minutters portræt af Jørgen Leth (født 1937), produceret af Louisiana Channel. I filmen guider den danske filminstruktør seeren igennem sine vigtigste film produceret gennem seks årtier. Jørgen Leth kalder det ‘en filmskole i sig selv’ og glæder sig over, at den unge generation nu og for eftertiden hermed kan opleve hans filmiske landvindinger. ‘Tilfældets gaver – en film om Jørgen Leth’ kan efterfølgende opleves på channel.louisiana.dk. Læs mere om premieren hos CPH:DOX her.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*