Café Gadespejlet – Hvad er Kultur?

Foto: John Macko

Hvad er kultur og hvad rør sig i Humlebæk. Det er nogle af de spørgsmål som der bliver taget op i radioprogrammet Café Gadespejlet på Radio Humleborg.
Radioprogrammet blev optaget med livepublikum lørdag den 16. februar på KulturStationen i Humlebæk og der var inviteret flere lokalkendte personligheder. Blandt gæster var Emil Nørholm fra Humlebio. Lisbeth Valentin fra KulturStationen og musicaltrioen, Høg, Svanekier og Aagaaard som netop nu er aktuelle med opsætning af musicalen Den evige ild på Bellevue teatret.

Oprindeligt skulle programmets vært have været Hans Henrik Bærentsen, men pga pludselig sygdom trådte Kurt Kammersgaard til.

Publikum bliver i udsendelsen inddraget både med kommentarer til hvad kultur er for dem og med dansen TimeWarp fra kultfilmen The Rocky Horror Picture Show, som Humlebio i slutningen af marts, viser for 14. gang.

Emil Nørholm fra Humlebio der er gæst i programmet, fortæller om hvordan han har løftet biografen fra at have 11.000 årlige gæster til over 30.000 gæster – i den tid han har drevet den kommunale biograf. Vi hører anekdoter fra biografsalen og om hans seneste biografsucces Atlas Biograferne i Rødovre.

Lisbeth Valentin der er formand for KulturStationen, fortæller om hvordan det første år er gået i KulturStationen og hvad der kommer til at ske af aktiviteter i den kommende tid. Hun suppleres af Søren Spies som har oprettet en ny forening der benytter lokalerne til deres arrangementer. De snakker også om kulturlivet i Humlebæk i al almindelighed og deres syn på udviklingen af Humlebæk bymidte.

Til sidst i udsendelsen er der musikalsk underholdning i form af trioen Høg, Svanekier og Aagaaard. De har alle tre en fortid i det lokale band Onkel Dum og Bananerne. De fortæller om deres karriere fra hitsingle Skal det være os tre, over til ”filmfiaskoen” Bananen – skræl den før din nabo, som blev afløst af succes-musicalen Atlantis – som de fik en guldplade for. Siden er det blev til flere musicals – lige fra opsætninger på Espergærde ungdomsskole til Østre Gasværk. Lige nu er de aktuelle med Den evige ild, som har premiere den 1. marts 2019 på Bellevue Teatret. En musical som er lavet ud fra forfatter Ken Folletts kendte 1500-tals romaner om magtkampe i Europa. Trioen giver også et musikalsk indslag for publikum og lytterne.

Udsendelsen Café Gadespejlet sender vi på Radio Humleborg lørdag den 23. februar kl. 10.00 med genudsendelse onsdag den 27. februar kl. 18.00 samt søndag den 3. marts kl. 16.00.

Vær den første til at kommentere

Indsæt en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*