Basketligaen: Topopgør mellem Hørsholm og Horsens

Billede: Markus Kluge, motiv: Matt Bonds, Hørsholm. Arkivfoto.

For anden gang på to uger tørner Basketligaens to tophold sammen, når Hørsholm 79ers torsdag 14. december rejser til Horsens. Opgøret giver Hørsholm chancen for ar revanchere nederlaget på 90-75 fra hjemmekampen i Hørsholm.

Hærsholmtræner Rafa Monclova ser kampen som en chance for at få en god afslutning på halvsæsonen inden julepausen:

-Der er en drøm for os at være på andenpladsen efter vi har spillet halvdelen af sæsonen og nu får vi chancen for at afslutte året med en kamp mod førerholdet på deres hjemmebane. Vi glæder os til den udfordring og forhåbentligt kan vi stille op med et helt hold, uden skader, konkurrere og så gå på juleferie med en god fornemmelse.

Da de to hold mødtes første gang, havde Hørsholm lige mistet den 209 centimeter store Asger Hjort til et karrierestop og amerikanske Connor Beranek, der også dækker op på de store positioner, var ude med en ankelskade. Det betød, at Hørsholm kun havde to store spillere til rådighed i 19-årige Nikolaj Boje Bank og ligatopscorer Matt Bonds, så Horsens’ store spillere havde en kæmpe fordel. Især den danske landsholdsspiller Kevin Larsen drog fordel af det med 23 point og seks rebounds.

Connor Beranek er siden blevet klar igen, om end han spillede begrænsede minutter i sejren over Svendborg lørdag. Det var dog en ekstremt effektiv kamp for den dygtige amerikaner, der ramte alle fire skud og scorede ti point og tog syv rebounds på 21 minutter. Beranek bliver en vigtig tilføjelse i Hørsholms forsøg på at vælte topholdet af pinden.

Med en sejr vil Hørsholm gå á point med Horsens, men der skal en sejr på over 15 point til, hvis førstepladsen også skal erobres. Vinder Horsens skaber de et forspring på fire point ned til Hørsholm på andenpladsen, med Bakken Bears liggende på lur på fjerdepladsen, idet århusianernes europacupeventyr har gjort, at de stadig kun har spillet fem kampe, med kun et enkelt nederlag (til Hørsholm).

Kampinfo:
Basketligaen: Horsens-Hørsholm, torsdag 14. december 18:30 i Arena Horsens.